Tillykke med bedriften - tillykke med studenterhuen

Bragt i Mariagerfjordposten.dk, den 25-06-2025

I denne tid er det 29 år siden, at jeg kunne trække studenterhuen over hovedet. At afslutte gymnasiet var en dag fyldt med glæde og lettelse. En fase i mit liv var nu til ende, jeg skulle videre i mit liv, og en ukendt fremtid stod foran mig. Det eneste jeg vidste var, at jeg skulle begynde på højskole, når sommerferien 1996 var ovre.

Min egen datter har netop afsluttet 1.g på Mariagerfjord Gymnasium, så om to år står hun samme sted, som jeg og mange andre har gjort det før hende. Før hun har set sig om, er de to år gået, og hun står med hue og eksamensbevis og skal til at finde sin vej i livet.

Studenterne udklækkes i denne tid over hele landet. Glade unge mennesker fyldt med tro og håb for fremtiden, men angiveligt også med en vis bekymring for, hvad der venter dem og hvilke krav, de bliver stillet overfor. For hvad skal der ske nu?

Som konservativ ser jeg studenterårene som langt mere end fis og ballade, øl og fester. Når den unge får huen på hovedet, skulle de gerne være blevet mere modne, ansvarlige og robuste.

Og du skulle gerne med huen i hånden være blevet mere dannet. Med dannet mener jeg et moralsk kompas, hvor du har respekt for andre mennesker og deres livssyn, hvor ordentlighed er en central dyd, og endelig at du alene er noget – og kan give noget – i kraft af samspillet med andre. Du er forhåbentlig en del af mange fællesskaber, og du er altså kun noget via de fællesskaber, du er en del af.

Når jeg med dette læserbrev ønsker de unge studenter tillykke med bedriften, er det værd at huske på alle de mange unge, der ikke vælger den gymnasiale vej i livet. Alle skal ikke i gymnasiet, og alle skal ikke være boglige, ja vi har kort sagt brug for både hånd og ånd. Uanset hvilken vej den unge går efter grundskolen, fortjener de anerkendelse og respekt.

Lad os i denne tid hylde de unge. Vores fremtid er afhængig af, at de unge kommer godt i vej, og at overgangen fra ung til voksen bliver meningsfuld, fyldt med håb og med mod på livet.