Hvorfor denne hetz imod Hobro Friplejehjem?

Bragt i netaviserne: Mariagerfjordposten og Fjordavisen, den 27-10-2025

Tidligere har vi hørt udvalgsformand for Sundhed & Omsorg, Jan Andersen (V) udtale sig kritisk om Hobro Friplejehjem. Kritikken går på, at friplejehjemmet koster kommunen ekstra mange penge, fordi det er privat drevet. Og nu hører vi det samme fra byrådsmedlem, Helle Qvist Toft (S), som i sit læserbrev af 17. oktober også er ude med riven.

I læserbrevet kritiserer hun også i krasse vendinger Hobro Friplejehjem, om end det er indirekte. Men da vi kun har et friplejehjem i Mariagerfjord Kommune, er der kort sagt ingen tvivl om, hvilket plejehjem hun skriver om i sit læserbrev.

Det er naturligvis fair at komme med kritik eller betænkeligheder, men når der ikke er belæg eller ræson i argumentationen, så er det nødvendigt at få fakta og realiteterne på bordet. Lad mig til en start citere fra Helle Qvist Tofts læserbrev:

”Jeg forstår godt, at flere kigger mod private friplejehjem. Men hver gang en Mariagerfjord-borger får en plads dér, koster det kommunen penge – mange penge. De penge skal tages direkte fra et område, som i forvejen er hårdt presset – som så presses endnu mere! Der skal vi altså ikke hen! Så lad os i stedet investere i vores egne kommunale plejecentre – det bør vi gøre!”

For det første betaler kommunen samme takst uanset om den ældre bor på friplejehjemmet eller på ét af kommunens plejehjem. Hvis beboernes husleje er lidt højere på friplejehjemmet end på et kommunalt plejehjem, har det alene årsag i, at Hobro Friplejehjem er forholdsvist nyt og lejlighederne måske er en anelse større.

For det andet har kommunen i over to år vidst, at Hobro Friplejehjem ville udvide fra 24 til 30 pladser, og dermed har både administrationen og byrådet haft tid til at budgettere med udgiften. Udvidelsen, som blev indviet i foråret, har samtidig reduceret ventelisten til en plejehjemsplads med seks pladser. Reelt har friplejehjemmet altså samlet set øget kapaciteten med 30 boliger i kommunen. Uden Hobro Friplejehjem ville ventelisten, som aktuelt ifølge min egen granskning tæller omkring 90 personer, have været endnu større.

Samtidig og for det tredje cementerer den nye ældrelov borgernes frie valg. I § 18 står der, at byrådene er forpligtet til at sikre borgerne mulighed for at vælge mellem mindst to leverandører, hvoraf den ene kan være kommunal. En lov som SVM-regeringen er bannerfører for.

Jeg kan kun komme i tanke om et scenarium, hvor Hobro Friplejehjem vil koste kommunekassen penge. Og det er for nuværende den yderst tænkte situation, at ventelisten til en plejehjemsplads går i nul, og der opstår tomgangspladser på kommunale plejehjem, mens Hobro Friplejehjem er fuldt belagt. Her skal man omvendt tænke på, at opstår der tomme pladser på friplejehjemmet, har det omvendt ingen betydning for kommunekassen. Men med en venteliste på omkring 90 personer, er der ganske langt før vi når en situation med tomgangspladser.

Det er i mine øjne letkøbt af Helle Qvist Toft at sige, at kommunens eneste friplejehjem koster kommunen ”mange penge”, hvilket går ud over de ældre, der bor på et kommunalt plejehjem, uden at komme med nogen form for dokumentation for, hvorfor du – og for øvrigt også udvalgsformanden – mener, at det forholder sig sådan. Jeg har i hvert fald svært ved at forstå det.

Så når en af mine mærkesager er, at vi får et specialiseret demensplejehjem i Hobro, kan jeg næsten regne ud, at det kan du måske gå med på, men kun hvis det bliver et kommunalt plejehjem. For mig som konservativ er det ligegyldigt, om et plejehjem er privat eller kommunalt.

Nej for mig er det vigtigste, at kvaliteten, det frie valg, nærværet og omsorgen er i højsædet for vores ældre på alle kommunens plejehjem samt på Hobro Friplejehjem. Vores ældre og deres pårørende skal opleve det bedste af det bedste. Alt andet kan vi ikke være bekendt.