Den glemte gruppe: Psykisk sårbare fortjener også en stemme i valgkampen

Bragt i netaviserne: Mariagerfjordposten og Fjordavisen, den 14-11-2025

En lang række emner har været diskuteret i valgkampen, men jeg synes ikke, at psykisk sårbare og deres pårørende har fået meget plads i debatten. Det vil jeg forsøge at råde bod på med dette læserbrev.

Jeg kender selv nogen, der er ramt af PTSD og maniodepressiv lidelse. Begge er det lidelser, som har været betydeligt indgribende for deres hverdagsliv og for deres relation til familien, venner og bekendte. De er begge i 40’erne og er i dag tildelt førtidspension. Det har givet dem ro at få tildelt førtidspension, men det er også svært at sige farvel til sin arbejdsmæssige identitet.

Opgaven for begge er nu at leve med svær sygdom og genopfinde sig selv på ny. Samtidig er der også en sorg at bearbejde. For hvad skal jeg nu med mit liv? Hvordan kan jeg få en meningsfuld hverdag, hvor jeg både er en del af det nære fællesskab med familie og tætte venner, og hvor jeg også er en del af andre fællesskaber, for eksempel i foreningslivet?

Mariagerfjord har heldigvis tilbud som ”Modtagelsen for Social Støtte” med væresteder i både Hobro og Hadsund. Det er gode initiativer, men vi skal hele tiden sikre, at de psykisk sårbare ikke blot får et sted at være, men også bliver set, hørt og inviteret ind i fællesskaber.

For i sidste ende handler det ikke kun om støtte og behandling. Det handler om værdighed, ansvar, respekt for hinanden og fællesskab. Konservatismen bygger på troen på, at ethvert menneske har en værdi og en rolle at spille i samfundet. Vi har alle brug for at føle os nyttige og forbundet med andre.

I Mariagerfjord skal vi styrke de fællesskaber, der får mennesker til at gro, uanset om det er i foreningslivet, i lokalsamfundet eller i de små fællesskaber, der opstår, når man rækker en hånd ud til et andet menneske. Det er her, vores kommune viser sit hjerte.

Hvis jeg bliver valgt til byrådet her ved valget den 18. november, vil jeg arbejde for, at Mariagerfjord bliver en kommune, hvor ingen føler sig glemt. Hvor psykisk sårbare får den støtte, de har brug for, men også de muligheder, de fortjener.

Jeg tror på, at vi som lokalsamfund kan løfte i fællesskab, når vi ser hinanden som hele mennesker og møder hinanden i øjenhøjde.