Venstre får blå blok til at erodere

Bragt i Nordjyske, den 01-02-2023

REGERINGSSAMARBEJDE: SVM-regeringen er en sammenbragt familie. De to hovedfjender i dansk politik, Socialdemokratiet og Venstre, har uagtet deres væsensforskellige ideologier og værdisæt, fundet hinanden.

Nuvel nu gik Socialdemokratiet til valg på at stå i spidsen for en regering henover midten, men at Venstre og Jakob Ellemann-Jensen endte med at blive en del af regeringen er overraskende og uforståeligt. Det kan få vidtgående konsekvenser.

Ifølge regeringspartierne er vi midt i en krisetid, og der er brug for tilbundsgående og ambitiøse reformer. Indtil videre har regeringen imidlertid kun spillet ud med at afskaffe store bededag for at finansiere, at vi i 2030, og ikke 2033, lever op til NATO`s mål om at bruge to procent af BNP på vores forsvar.

Udover at koblingen mellem helligdag og forsvar er uigennemtænkt, undrer det, at den nye ”reformregering” ikke endnu har sat et tydeligt fokus på, hvilke store reformer Danmark har brug for og ikke mindst angiver en tidshorisont for reformerne. For der er sådan set rigeligt at tage fat på. Al snak i dansk politik handler i øjeblikket om afskaffelsen af store bededag.

Seneste meningsmåling fra Megafon (26.1.) viser, at SVM-regeringen vil gå fra 89 til 68 mandater, hvis der var valg i morgen. Venstre står til endnu en lussing. Ved valget 1. november gik partiet fra 43 til 23 mandater, og i Megafonmålingen står partiet til 16 mandater.

Ingen tvivl om mange Venstre-vælgere er skuffede og frustrerede. At tro du med dit Venstre-kryds ved valget 1. november støtter en blå regering med Jakob Ellemann-Jensen som statsminister, for efter valget at konstatere dit kryds i stedet gik til at genvælge Mette Frederiksen.

Jakob Elleman-Jensen er åbenbart allerede blevet nervøs over den dårlige start på regeringsperioden og de historisk lave meningsmålinger, hvorfor han for nylig i et interview følte behov for at betone, at han og Venstre vil gå enegang ved næste valg. ”Venstre står i egen ret”, som Ellemann-Jensen udtrykker det. Det må siges at være mere end en kold skulder til de øvrige partier i blå blok.

Inger Støjberg (DD) har allerede tilkendegivet, at hun aldrig kommer til at støtte Jakob Ellemann-Jensen som statsminister, fordi hun simpelthen ikke stoler på ham.

Holder Støjberg fast ved dette synspunkt, så ser det nærmest umuligt ud for Ellemann-Jensen at blive statsminister efter næste valg. For hvem tror på, at Venstre bliver et større parti end Socialdemokratiet ved næste valg? Eller at de såkaldte blå partier kan danne flertal uden om Danmarksdemokraterne? Blå blok er med Venstres nye midtsøgende kurs reelt set eroderet, og de står forslåede og uforstående tilbage.

Venstres slingrekurs og løftebrud får også betydning for den enkelte vælger eller partimedlem. Jeg har hørt Venstre-vælgere sige, at de føler sig snydt.

Og i Nordjyske (28.1.) kan vi læse, at den tidligere Venstre-borgmester i Pandrup Kommune, den borgerlige debattør Flemming Jansen, har meldt sig ud af Venstre efter knap 40 års medlemskab. ”Venstre har solgt sin borgerlige-liberale sjæl”, som Jansen selv skriver det i sit læserbrev.

Det er bekymrende, at Venstre på den måde har meldt sig ud af det borgerlige samarbejde og blå blok. Forude venter et kæmpe reparationsarbejde.

Personligt håber jeg på, at mit eget parti – De Konservative – kan bruge Venstres ageren og det udvidede manøvrerum til at rejse sig efter den enorme nedadgående kurve og det pauvre valgresultat. Meningsmålingerne tyder desværre ikke på det.