Reform er tankeløst markværk

Bragt i Nordjyske, den 12-03-2023

UNIVERSITETER: For nylig lancerede SVM-regeringen et forslag til universitetsreform, hvor hjørnestenen er en forkortelse af kandidatuddannelserne fra 2 til 1 år plus en sommerferie.

Tidligere udmeldinger viser med tydelighed, at forslaget ikke er groet i Venstres og Moderaternes have, men er en del af et opfattelsesregime hos mange i Socialdemokratiet, hvor det at udskamme akademikere er indlejret i deres selvforståelse.

At halvere kandidatuddannelserne er makværk og tankeløst. Det er makværk, fordi forslaget virker sjusket og forhastet, hvor ingen interessenter og meningsdannere har ytret ønske om at omkalfatre universiteterne. Som professor Peter Lauritsen skriver i en klumme her i Jyllands-Posten er forslaget useriøst og bærer præg af uvidenhed.

Samtidig er forslaget tankeløst, fordi regeringen udviser manglende omtanke omkring, hvilke helt enorme konsekvenser det vil få for kvaliteten og dannelsesniveauet. For mig at se virker det som total overstyring fra regeringens side, og implementeres halveringen af kandidatuddannelserne er det ikke ”bare lige” at omgøre. Det er kort sagt ”pissedårlig politik”, jævnfør også Alexander von Oettingen og Lotte Rods gode bog af samme navn om praksis i uddannelsespolitikken.

I stedet burde regeringen granske dimensioneringen på de forskellige universitetsuddannelser, og se på udviklingstendenser gennem de seneste 20-30 år i de forskellige studieretninger for alle fem universiteter.

For mon ikke der er basis for at konkludere, at alt for mange går på universiteterne. Ja faktisk er der vel i dag reelt set tale om en masseuddannelse. Men det behøver man jo ikke halvere kandidatuddannelserne for at lave om på.

I stedet kan man dels nedlægge studieretninger på et eller flere af universiteterne, dels kan man begrænse antal optagne på en lang række studieretninger. Alle skal ikke gå på universitet, ligesom alle for øvrigt heller ikke skal gå på det almene gymnasium (STX).

Forslaget om en universitetsreform fra regeringen side indeholder samtidig, at der på nogle studier også skal tilbydes kandidatuddannelser på 2 år, 2,5 og 3 år, og det altså foruden den på 1 år plus en sommerferie. Altså fire forskellige længder på nogle kandidatuddannelser.

Det betyder uundgåeligt et kæmpe administrativt arbejde at holde styr på så mange uddannelser med forskellige længder. Der bliver derfor behov for at ansætte flere i administrationen, de såkaldte TAP`ere, heraf ikke mindst akademikere som skal være udviklingskonsulenter, facilitatorer, kommunikationskonsulenter m.fl. Flere akademikere kommer altså til at holde det offentlige menageri på universiteterne i kog.

I politik skal det være tilladt at tænke sig om og at være i tvivl. Der skal være plads til nuancer og at arbejde grundigt med tingene. Men kan store reformer såsom en universitetsreform forberedes hastigt og samtidig være grundig?

Partierne kan og skal naturligvis have forskellige syn på, hvad der er det rigtige at gøre, hvis vi skal reformere universiteterne. Desuden kan vi godt være i tvivl om, hvad der er den rigtige løsning. Tvivlen bliver imidlertid endnu større, hvis ikke målet er klart defineret, og hvis der er usikkerhed om, hvad det er for et universitet, vi ønsker.

For mig er det virkelige problem, at der er for mange, som bliver akademikere, og vi skal derfor have slanket universiteterne. Forhåbentlig kan de, som er oplyste og dannede, hjælpe regeringen med at lægge deres eget reformforslag i graven og starte forfra på et blankt stykke papir.