Politikerstress udgør en demokratisk fare

Bragt i Jyllands-Posten, den 10-07-2023

For nylig udgav tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V) en debatbog med det overordnede budskab, at folkestyret – sådan som det kommer til udtryk i Folketinget – er stressramt. Tempoet i lovgivningsarbejdet skal sættes ned og kulturen ændres. For at skabe denne tempo- og kulturændring fremsætter Lauritzen 15 forslag, og her vil jeg diskutere tre af de mere vidtgående forslag:

Et forslag går på at smide journalisterne ud af Folketinget for derved at give politikerne arbejdsro. Chefredaktør Marchen Neel Gjertsen skyder i sin kommentar i JP den 25. juni forslaget ned, hvilket både er forståeligt og rigtigt.

Folketinget er demokratiets højborg, og skal vi holde demokratiet og den politiske samtale ved lige, og skal vi sikre fællesskab om beslutningerne, er medierne et afgørende bindeled mellem det politiske niveau og befolkningen. Samtidig er politikerne og medierne gensidigt afhængige af hinanden.

Et andet forslag fra Lauritzen går på, at antallet af partier skal skæres ned. Ved valget 1. november kunne vi stemme på hele 14 partier, hvoraf kun Frie Grønne og Kristendemokraterne ikke opnåede valg.

Jeg er enig i, at antallet af partier skal bringes ned, fordi mange partier komplicerer regeringsdannelsen, og fordi beslutningsrummet for de nødvendige og vidtrækkende reformer skal tage alt for mange hensyn. Kludetæppeforlig kan indebære utallige regler, der kan være svære at forstå og administrere efter, fordi alle forligspartierne skal have en sejr med hjem.

For at gøre det sværere for et parti at blive opstillingsberettiget, har jeg tidligere her i Jyllands-Posten foreslået at fordoble antallet af vælgererklæringer fra godt 20.000 til 40.000, hvilket er et forslag Lauritzen også fremsætter i sin debatbog.

Dette tiltag er dog ikke vidtgående nok for Lauritzen, hvorfor han samtidig foreslår at hæve spærregrænsen til 4 eller 5 procent som i henholdsvis Sverige og Tyskland. Forslaget er i mine øjne alt for drastisk og vil ramme de små partier hårdt. Alternativt kan overvejes en spærregrænse på 2,5 eller 3 procent, hvis ikke det er tilstrækkeligt at fordoble antallet af vælgererklæringer.

Lauritzen foreslår også faste valgperioder på fire år. Det betyder, at statsministerens særlige fortrinsret til at udskrive valg i ”utide” skal ophøre. Paradoksalt nok tager Lauritzen afsæt i kommunernes faste fireårige valgperioder som et argument for at indføre det samme i Folketinget, hvorimod det for mig er lige modsat:

Ser vi på det sidste år inden kommunalvalgsdagen i november, ja så ser vi på et år, hvor budgettet ofte vedtages med brede flertal, og vi ser på et år, hvor der kun undtagelsesvist besluttes lukninger af plejehjem, daginstitutioner og skoler. Faktisk oplever vi i den grad en træghed til at træffe svære beslutninger i kommunalbestyrelserne det sidste år før valget, og det samme tror jeg vil gøre sig gældende i Folketinget.

Statsministerens ret til at skrive valg i ”utide” er naturligvis et magt- og pressionsmiddel. Men Lauritzen mener denne ret giver statsministeren en urimelig fordel til at planlægge den foranstående valgkamp. Denne urimelighed er lille i min verden, når man opvejer det med muligheden for at have et dynamisk arbejdende Folketing, der i en længere periode kan træffe solide og vidtgående beslutninger og reformer.

Folkestyret er presset, og jeg er enig med Lauritzen i, at noget må gøres. Arbejdsmiljøet er ikke godt, og vi har set flere folketingsmedlemmer gå ned med stress. Hurtighed harmonerer sjældent med grundighed.

Her bærer såvel hele Folketinget, herunder præsidiet, som det enkelte folketingsmedlem et ansvar. Andet er strukturelt: Vi må have antallet af partier ned, så de mere enkeltsagsbaserede og populistiske partier får sværere ved at gøre sig gældende relateret til de såkaldte regeringsbærende partier.