Vi har for mange partier

Bragt i Jyllands-Posten, den 12-12-2022

Ved det netop afholdte folketingsvalg 1. november kunne vælgerne stemme på 14 partier. Med undtagelse af Kristendemokraterne og Frie Grønne, der var langt fra at passere spærregrænsen, opnåede de øvrige 12 partier indvalg. Der er tale om en jævn stigning i antallet af indvalgte partier siden folketingsvalget i 2005, hvor syv partier blev indvalgt.

Partier er væsentlige for vores repræsentative demokratiske system. De er nemlig afgørende for det parlamentariske arbejde i Folketinget, men de er også et afgørende bindeled mellem vælgere og Folketinget. Selvom personer er blevet langt vigtigere i dansk politik, så er det svært at forholde sig til politiske problemstillinger, og sværere at skulle afgive sin stemme, hvis vi ikke havde partier.

I perioden op til 1960 havde vi firepartisystemet med Socialdemokratiet, De Radikale, Venstre og De Konservative. De fire gamle partier udgør fortsat kernen i partisystemet, men i dag har vi tillige de enkeltsagsbaserede og personbårne partier, som ofte dannes med baggrund i interne stridigheder i andre partier. Derudover medvirker de sociale medier, og en stigende tendens til at personligheder betyder mere end partier, også til nye partidannelser.

Oveni er det blevet lettere for nye partier at blive opstillingsberettiget, fordi de godt 20.000 underskrifter skal indsamles elektronisk. Inden det netop afholdte folketingsvalg oplevede vi, hvordan Moderaterne og Danmarksdemokraterne på ganske kort tid blev opstillingsberettigede.

Jeg har hørt flere vælgere udtale, at der her ved valget 1. november var alt for mange partier at stemme på, og de tabte lettere interessen for valgkampen med de mange aktører. For hvor stor er egentlig forskellen mellem Enhedslisten og Alternativet? Mellem De Radikale og Moderaterne? Mellem Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti? De reelle politiske forskelle er små.

På den ene side er det meget demokratisk, at vi har en lav spærregrænse på 2 procent, og at det er let at indsamle de fornødne underskrifter. På den anden side har mange partier også konsekvenser i det daglige parlamentariske arbejde på Christiansborg, fordi der skal indgås mange kompromiser for at nå de magiske 90 mandater for at få flertal, og det bliver dermed sværere at vedtage systemforandrende reformer.

Partierne er under forandring. I dag er ikke alle partier funderet i et stærkt holdningsskab, men minder mere om en bevægelse. For eksempel er Danmarksdemokraterne et fællesskab af tilhængere af Inger Støjberg, uden partiprogram og du kan alene blive ”ven af partiet”, mens Moderaterne har et bredt partiprogram, og du kan blive medlem af partiet.

I mine øjne har vi med 12 partier i denne valgperiode for mange partier. Jeg vil foreslå, at kravet om antal vælgererklæringer fordobles til godt 40.000. Hermed bliver det sværere for et nyt parti at blive opstillingsberettiget, og dermed vil vi ad åre forhåbentlig også få færre partier repræsenteret i Folketinget.

I dag har vi 11 små og mellemstore partier og så et stort Socialdemokrati. De fire gamle partier fik ved valget i 1971 hele 158 mandater, som faldt til 104 ved Jordskredsvalget i 1973. Ved det netop afholdte valg fik de 90 mandater, som er det laveste antal siden tokammersystemet blev afskaffet i 1953.

Vi står i en tid med mange uløste problemer, som kræver svære beslutninger. De mange partier gør det sværere at få vedtaget ansvarlige reformer, og derfor må vi have antallet af partier bragt ned.