Fælles præst i Fårup og Nørbæk

Bragt i Randers Amtsavis, den 25-01-2016

I Landsbyerne den 19. januar kan vi læse, at Erik Johansen går på pension efter 28 år som sognepræst i Nørbæk. Udover det er vemodigt at skulle tage afsked med en vellidt præst i Nørbæk, giver Johansens pensionering også anledning til at se på strukturen for præsterne i sognene omkring Nørbæk.

Det er nemlig således, at præsten i Fårup er bosiddende i Asferg, mens præsten i Nørbæk er bosiddende i Nørbæk. Imidlertid er der jo kort afstand mellem Fårup og Nørbæk, og byerne har yderst meget med hinanden at gøre. Der er blandt andet en fælles borgerforening, børnene i Nørbæk-området går i skole i Fårup, og 1. etape af cykelstien mellem Nørbæk og Fårup blev indviet i september sidste år.

Jeg tror, det vil være godt for sognebørnene i Fårup, hvis vi får en præst, der bor i Nørbæk frem for i Asferg, i og med tilknytningen og samhørigheden mellem Nørbæk og Fårup netop er så stor, som den er. Fårup vil også få en mere synlig præst, af den simple årsag at præsten bor tættere på. Præsten vil med andre ord lettere have sin gang i Fårup.

Derfor vil jeg til slut opfordre menighedsrådene i de relevante sogne til at overveje, om det ikke var en god idé, at præsten for Fårup Sogn boede i Nørbæk. En model kunne gå på, at den stedlige præst så vil dække sognene i Læsten, Sønderbæk, Nørbæk og Fårup fremfor som nu ”blot” de tre førstnævnte sogne.