Forståelige frustrationer i Gjerlev-Enslev-området

Bragt i Randers Amtsavis, den 21-12-2015

Camilla Trampedach Schultz har været en ihærdig og flittig tovholder for at skabe en friskole i Gjerlev-Enslev. Et projekt som øjensynligt kuldsejler. Den 11. december skrev Schultz et læserindlæg i Randers Amtsavis med titlen: ”Er du sur? Bærer du nag?” Hun besvarer begge spørgsmål med et ja.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor Schultz og langt størstedelen af områdets øvrige borgere er frustrerede, vrede og kede af det. I ugeavisen Landsbyerne den 15. december har en artikel også den sigende titel: ”Politikerlede i Gjerlev”. Men hvad er egentlig på færde?

Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti indgår et forlig om en ny skolestruktur, hvor de vælger at lukke én folkeskole udenfor Randers by, nemlig skolen i Gjerlev-Enslev. Det skyldes vigende elevtal og lave klassekvotienter. De samme problemstillinger gør sig gældende for Asferg Skole. Men her valgte de tre forligspartier at holde hånden over Asferg Skole og lokalsamfundet omkring Asferg. Hvorfor egentlig?

Følelser og særlig sympati for området er den eneste logiske forklaring på, hvorfor Asferg Skole skulle bestå, mens skolen i Gjerlev-Enslev skulle lukkes. Men den manglende lukning af skolen i Asferg indebærer også en forøget mistrøstighed i Gjerlev-Enslev, fordi hvorfor ikke handle ens på samme type problemer?

Camilla Trampedach Schultz med flere vil så anvende de egnede bygninger for den nu lukkede folkeskole til at etablere en friskole med start i august 2016. Det er i udgangspunktet en helt naturlig følge af en kommunal skolelukning. Men hvordan reagerer de tre forligspartier så på friskoleplanerne?

De sparker lige en ekstra gang til borgerne i Gjerlev-Enslev-området, og vil kun sælge de tomme skolebygninger for det ublu beløb af 5,0 millioner. Ikke engang 1,5 millioner som friskolegruppen har tilbudt, vil de tre forligspartier acceptere, fordi de vil være sikre på at høste gevinsterne af den nye skolestruktur. Hvad fortæller det vælgerne?

Det fortæller os, at byrådsmedlemmer er villige til at gå meget langt for at nå deres mål, når de så at sige sparker på folk, der allerede ligger ned. Det fortæller os, at landsbyernes betydning for Randers Kommune nok ikke er så stor, som vi går og bilder os ind. Og det fortæller os, at lokale initiativer, lokalt iværksætteri og fokus på lokale arbejdspladser kun nyder fremme, hvis de tjener en højere sags tjeneste.

I mine øjne er det værste så langt fra, at de tre forligspartier – Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti – vælger at lukke skolen i Gjerlev-Enslev. Nej det værste er, at de samme tre partier med åbne øjne fratager området muligheden for at etablere en friskole. Det tenderer det forkastelige, og gør det ikke svært for os andre at sætte os ind i Camilla Trampedach Schultz` og hendes medfællers frustrationer.