Randers bør lære af Beder-sagen

Bragt i Randers Amtsavis, den 03-05-2008

Med afsæt i den frygtelige pædofilsag fra en dagtilbudsinstitution i Beder iværksatte Århus Kommune en uvildig undersøgelse, som dels skulle fremlægge nogle anbefalinger, således at fremtidige seksuelle overgreb mod børn kunne forebygges, dels skulle give et bud på, hvordan en kommune skal agere, hvis lignende sager opstår.

Undersøgelsesgruppen har nu skrevet deres rapport, og den kan i sin fulde ordlyd downloades via Århus Kommunes hjemmeside. Det sidste håber jeg, at Randers Kommune og mange andre kommuner vil gøre, fordi der er mange gode anbefalinger i rapporten.

Anbefalingerne er: Udbrede viden om seksuelt overgreb og integrere temaet i den pædagogiske praksis og i faglige fora; gode ansættelsesprocedurer; udbrede viden samt støtte og hjælp; ”et levende beredskab”; klare anvisninger på handling, kompetencer og kommandoveje, så alt huskes i den ofte komplekse sagshåndtering; sikre hurtig og smidig adgang til psykologhjælp; viden om, hvilken hjælp, der er til rådighed, hvis unge får behov for hjælp fem eller ti år efter; og evaluering af ethvert forløb med henblik på vidensdeling og på at justere beredskabet.

Jeg håber, at Randers Kommunes Familieafdeling noterer sig rapporten. Vi skylder vores børn at gøre vores ypperste for at undgå seksuelle overgreb. Også på dette område må kommunerne lære af hinanden.