Bevar busruterne på landet

Bragt i Randers Amtsavis, den 17-06-2008

Så er debatten om de lokale busser på landet igen blusset op. Med undtagelse af Torben Hansen fra Socialdemokraterne kan vi konstatere, at forståelsen for at bevare busserne på landet fra de folketingsvalgte såsom Michael Aastrup Jensen og Anne-Mette Winther Christiansen, begge Venstre, tilsyneladende ligger på et lille sted. Det er selvfølgelig regionernes egen skyld, hvis pengekassen ikke slår til, så vi holder fingrene væk, siger de to folketingsmedlemmer.

Men det holder simpelthen ikke, hvis vi i Fårup mister busruten mellem Randers og Hobro, som går gennem Fårup. Det samme vil borgerne i Havndal, Spentrup, Øster Bjerregrav sige, hvis de mistede deres lokale bus. Det holder ikke, fordi busserne er en afgørende livsnerve og fundamentet for bosætning.

Den stramme styring, som regionerne holdes i, og regionernes manglende mulighed for at opkræve skatter, bevirker, at de folketingsvalgte politikere må tage emnet om busserne på landet alvorligt.