Bøger til sommerlæsning

Bragt i Nordjyske, den 21-06-2022

Sommerferien banker på, og mange benytter de rolige feriestunder til at læse en god bog. Når ferien banker på, er der måske endelig tid til at få læst de bøger, der står på reolen og venter på at blive læst. Hverdagen er travl og hektisk, og så er der ikke noget som at slappe af, måske i høj solskin, med en god bog.

Har du ikke lige en bog, der venter på dig i reolen, er internettet jo lige ved (mobil)hånden. Hjemmesiden, Litteratursiden.dk, er en bredtfavnende portal til at søge på bøger. Her kan du læse anmeldelser og analyser, og du kan søge på forfattere, bestemte temaer og emneord.

I denne kronik vil jeg anbefale bøger til sommerferielæsningen, og jeg har valgt at afgrænse mig til romaner af danske forfattere.

Jeg vil begynde med en svær en af slagsen, nemlig klassikeren Lykke-Per af Henrik Pontoppidan (1857-1943). En roman som øjensynligt var kraftigt medvirkende til, at Pontoppidan fik tildelt Nobels Litteraturpris i 1917.

Lykke-Per udkom første gang som otte selvstændige bøger i perioden 1898-1904. I min 6. udgave er de otte bøger samlet til én bog, og det er et digerværk på godt 800 sider. Det en svær bog, fordi den netop er lang, men også fordi sproget i bogen tydeligvis bærer præg af den tid, den er skrevet i omkring forrige århundredeskift. Derfor kan det være en god idé at have en ordbog ved hånden.

Når jeg uagtet sværhedsgraden alligevel vil anbefale bogen, er det fordi, det er en fantastisk samtidsroman, som på eminent vis skildrer fantasten Pers frigørelse fra barndomshjemmets snærende religiøse rammer helt frem til hans død.

Bogen er helt berettiget en klassiker og en bog, som vel mange har hørt om. Klassikerstatussen skyldes, at den dels som nævnt beskriver hele Pers livsforløb, dels formår Pontoppidan at give os stærkt indblik i Pers følelser og tanker og hans vedvarende søgen efter lykken og meningen med livet. Persontegningerne over de kvinder, Per møder på sin vej, er også et kapitel for sig, og gør at dette digerværk er værd at fordybe sig i.

Efter mange år pause fra skønlitteraturen var det Helle Helles (f. 1965) forfatterskab, der for alvor fik mine øjne op for alt det, som skønlitteraturen bibringer – såsom at gøre os klogere på forskellige tidsperioder, og gøre os klogere på menneskers følelser og samvirke med hinanden.

Helle Helles bøger var et godt sted for mig at starte, fordi hendes bøger er forholdsvis korte, letlæste og sætningerne er afmålte. Samtidig skildrer hun hverdagslivets ejendommeligheder og trummerum på en yderst realistisk måde. Eksempelvis kan jeg anbefale Rødby-Puttgarden fra 2005.

Bogen handler om de to søstre, Jane og Tine, der er i midten af tyverne og bor i Rødbyhavn. De arbejder begge som ekspeditricer i parfumeriet på færgeoverfarten Rødby-Puttgarden. Bogen fortæller på en yderst fin vis om livet i provinsbyen Rødbyhavn, og den blotlægger hverdagslivets små hændelser, som derved giver os et insiderblik i søstrenes arbejde på færgen og deres jævne liv i øvrigt, og det også selvom folk tæt på dør på stribe.

Med Rødby-Puttgarden fik Helle Helle sit litterære gennembrud, og hun fik Kritikerprisen i 2005 for bogen.

Gode bøger står i skarp erindring flere år efter, de er blevet læst, og sådan har jeg det med Mette Jensen Hayles’ bog Nogle dage elsker hun mig mest fra 2017. Jeg læste bogen i juni 2018, og selvom bogen er en forfaldshistorie om familiefaren Ernst, der slår sig på flasken, er det en bog, som bidder sig fast. Hvorfor drikker Ernst? Det er det klassiske spørgsmål, som vi også hører det i Ludvig Holbergs komedie Jeppe på Bjerget. Bogen giver ikke et fuldt svar på spørgsmålet om, hvorfor Ernst drikker, men det er vel ej heller helt unormalt, at årsagen kan være et sammensurium af mange forhold.

Det starter med hyggedrikkeri, men støt og roligt bliver det ikke længere styrbart for Ernst, som til sidst bliver smidt på porten af hans kone Ida, og hun tager deres børn med sig. Ernst bliver meget selvmedlidende, og det ender ud i et tre år langt selvmordsforsøg. Mette Jensen Hayles (f. 1976) er selv tidligere alkoholiker, og det mærker man tydeligt i bogen, fordi læserne kommer fuldstændig ind i hjernen på Ernst. Romanen starter, da Ernst er indlagt med akut lever- og nyresvigt, og så får vi ellers derfra den fulde historie om Ernsts kollaps.

Alkohol som et quickfix er på ingen måde et ukendt fænomen, og Nogle dage elsker hun mig mest viser tydeligt, hvad der kan ske, hvis du bevæger dig på grænsen. Desværre kunne bogen, der er på 658 sider, uden problemer skæres ned med 150-200 sider, og de første 200 sider er tunge at komme igennem. Normalvis ligger jeg en bog fra mig, hvis ikke den fanger mig efter 40-60 sider, men her vil jeg klart anbefale dig at kæmpe dig igennem bogen. Ligesom Ernst måske kæmper sig tilbage til livet og ud af alkoholens tåger?

Leonora Christina Skovs (f. 1976) to seneste bøger, Den, der lever stille fra 2018, og fortsættelsen Hvis vi ikke taler om det fra 2021, står for mig som to bøger, jeg altid vil have med mig i min boglige rygsæk. Det skyldes nok, at jeg selv kan relatere til mange af bogens temaer.

Når bøgerne samtidig er autofiktive, så kryber bøgerne for mig endnu længere ind under huden. Forfatteren Leonora Christina Skov er fuldstændig identisk med hovedpersonen i bøgerne, hvorfor bøgerne på ingen måde kan anses for at være opdigtede. Dermed ingenlunde sagt der er tale om en selvbiografi, men Leonora Christina Skov bruger sin egen livshistorie en-til-en i romanform. Erindringsromaner vil formentlig være en dækkende betegnelse.

Mod slutningen af Hvis vi ikke taler om det siger Leonora: ”Det værste, du kan gøre mod dit barn, er at elske det med forbehold. Eller slet ikke at elske det”. Relationen mellem Leonora, der er enebarn, og hendes forældre er det overordnede tema i bøgerne. Leonoras relation til forældrene, specielt til moren, er præget af angst og mental smerte.

Moren blev ramt af fødselsdepression, og derfra pålagde hun – og Leonoras far – Leonora skylden for nærmest alle livets genvordigheder. Ifølge forældrene valgte Leonora løbende at straffe dem, også da Leonora bliver voksen ved at læse litteratur, være feminist og ikke mindst ved at springe ud som lesbisk i en alder af 21 år. Det sidste var ifølge forældrene perverst.

Forældrene er iskolde og ubarmhjertige over for Leonora, og selvom barnet og den unge Leonora prøver at tilpasse sig og falde i med normerne i den nordsjællandske by, Helsinge i 1980’erne og start-1990’erne, så har hun det forståeligt nok svært og er udfordret på mange planer. Leonora føler, at moren hader hende, og hun føler sig ikke elsket. For eksempel søger Leonora forældrenes kærlighed ved at toppræstere i gymnasiet. Men alt hvad Leonora forsøger er ikke godt nok.

Forældrene gav aldrig omsorg, kærlighed og accept til deres eneste barn. Forældrene fik ikke flere børn, fordi Leonora var ”svær”, og de kunne ikke magte flere. Når Leonoras mor græd, hvilket hun ofte gjorde, var det ifølge faren, Leonoras skyld, for du gør mor ”ked af det, når du…” Desuden var Leonora skyld i morens fødselsdepression og senere hendes brystkræft og død.

Leonoras møde med Annette, som bliver hendes kone, udgør angiveligt vendepunktet for Leonora. Dels fordi hun bliver en stærk støtte for Leonora, dels fordi hun bliver en væsentlig faktor for Leonoras frigørelse fra forældrene og får bearbejdet følelserne af skyld, skam og mindreværd.

Leonora bruger sine eminente evner til at skrive og bliver forfatter, og med disse to bøger får hun sit publikumsgennembrud. Samtidig rammer hun utroligt mange med disse to bøger, fordi der er så mange, der i deres eget liv har oplevet lignende traumer. Det fortæller Leonora Christina også selv, hvis man hører hende holde foredrag.

Det er barsk læsning fra start til slut, også fordi den svære to’er blotlægger Me-Too-oplevelser med en klam velrenommeret forlægger, der udnytter, at Leonora er en ung, fattig studerende med litterære ambitioner. Selvom bøgerne er barsk stof, får de min klare anbefaling. Beretningerne fra Leonora Christina Skov er velskrevne, modige, hårrejsende og relevante.

Jeg har nu skitseret forskellige læse-i-ferien-bøger. Mine anbefalinger har taget udgangspunkt i, at de for mig har været vedkommende, velskrevne og byder på interessante historier og personkarakteristikker.

At læse skal være en lystfuld beskæftigelse, og fænger bogen ikke efter de første 50 sider – selvfølgelig afhængig af bogens længde – vil jeg generelt set anbefale at begynde på en ny bog. Der er nemlig en anselig mængde god litteratur, hvor du kan få indsigt i dig selv og dine medmennesker. God sommer og god læselyst!