Ny sammensætning af Handicaprådet i Randers Kommune

Bragt i Dansk Handicap Forbund, Aarhus-Randers Afdeling, den 01-09-2011

Der er kommet en ny bekendtgørelse til Retssikkerhedsloven, som tydeliggør, hvem der kan sidde i handicaprådene, og hvem der ikke kan sidde i handicaprådene. Der har tidligere været stor forskel på kommunernes praksis, og Danske Handicaporganisationer (DH) har derfor haft et stort ønske om at få præciseret reglerne omkring personsammensætningen.

Den nye centrale passus i bekendtgørelsen lyder således, § 48, stk. 3: ”Et antal af de medlemmer, der udpeges af kommunalbestyrelsen, skal være medlem af kommunalbestyrelsen. De øvrige repræsentanter for kommunalbestyrelsen udpeges blandt ansatte i kommunen, ansatte i selvejende institutioner eller ansatte hos andre private leverandører, som udfører relevante opgaver for kommunen”.

Tidligere, og det bl.a. i Randers Kommune, udpegede nogle kommunalbestyrelser forhenværende byrådsmedlemmer, kandidater til byrådet, der ikke opnåede indvalg, og i andre kommuner også ”almindelige” partimedlemmer. Det kan man ikke længere ifølge den nye bekendtgørelse. For en god ordens skyld skal det med, at den nye bekendtgørelse ikke har konsekvenser for, hvem der kan udpeges fra DH-siden.

Med den nye bekendtgørelse måtte fire rådsmedlemmer i Randers udtræde, herunder formanden for rådet. Kommunalbestyrelsen udpegede på deres møde i februar i år fire nye medlemmer, og på handicaprådsmødet i marts var det nye råd samlet for første gang. Jeg blev valgt som ny formand.

De næste to et halvt år består rådet derfor af syv medlemmer fra DH, herunder undertegnede, og af syv kommunalbestyrelsesmedlemmer, fire fra Socialdemokraterne, to fra Venstre og en fra Dansk Folkeparti.

Jeg glæder mig til at virke som formand. Er der DHF-medlemmer i vor lokalafdeling, der bor i Randers Kommune, som har spørgsmål, problemer eller andet, I gerne vil have vejledning om eller belyst, er I altid velkomne til at kontakte mig på dha@mail.dk eller tlf. 86 96 06 56 for en snak om det.