Lokallisterne: En truet race

Bragt i Arbejdsgruppen for Borgergruppen (Borgerlisten i Ebeltoft Kommune), den 01-05-2004

Toget er øjensynligt kørt – kommunerne bliver større, og kommunesammenlægninger vil blive en realitet. Et spørgsmål er imidlertid, hvad der vil ske med lokallisterne i nye storkommuner. Vil de opleve fremgang, tilbagegang eller status quo? Dette spørgsmål er denne artikels omdrejningspunkt. Mit kendskab til lokallisterne stammer fra en netop afleveret specialeopgave ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, som alene omhandlede lokallisterne i Danmark. Denne artikel behandler enkelte aspekter fra specialet.

Hvis vi vender tilbage til artiklens spørgsmål om lokallister og kommunesammenlægninger, vil det være nærliggende at trække på hidtidige erfaringer. En sådan kan drages ved at sammenligne kommunalvalget i 1970 med valget i 1966, idet man i forbindelse med Kommunalreformen i 1970 reducerede antallet af sogne og købstæder fra 1.107 til 277 – senere 275 – kommuner.

(Tabel 1 kan fås ved henvendelse på kontakt@davidholmberg.dk.)

Tabel 1 viser, at lokallisterne ved valget i 1970 oplevede en betydelig tilbagegang i andelen af stemmer og ikke mindst i andelen af mandater. Kommunalforskere taler om, at kommunerne med valget i 1970 for alvor blev koloniseret af partierne. Hvorfor tabte lokallisterne stemme- og mandatandele?

Den første forklaring på fremgangen ligger lige for, nemlig den at de større kommuner var et springbræt for partierne til i højere grad at gøre sig gældende lokalt. En anden forklaring går på, at partierne – specielt Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative – organisatorisk traditionelt har været stærke med veludbyggede lokale partiforeninger og et anseeligt antal medlemmer, hvorfor det var relativt let at etablere et samarbejde mellem partiforeningerne om opstilling af kandidater. Det sidste var i sagens natur sværere for lokallisterne.

Men hvad tror lokallisterne selv, der vil ske i nye store kommuner? Lokallisternes holdning til betydningen af kommunesammenlægninger afdækkes i tabel 2, som i øvrigt bygger på en spørgeskemaundersøgelse af repræsenterede lokallister i maj 2003.

(Tabel 2 kan fås ved henvendelse til kontakt@davidholmberg.dk.)

Tabellen viser, at lokallisterne ikke er enige om konsekvenserne for lokallisterne, hvis kommunerne bliver større. Der er dog en overvægt af svar (48 pct.), som er helt eller delvis enig i, at kommunesammenlægninger vil reducere antallet af lokallister. Hvorfor er der ikke større enighed på dette udsagn?

Dem, som tror på færre lokallister i nye storkommuner, vil for det første nok se på erfaringerne fra sidste Kommunalreform, jf. ovenfor. For det andet er 21 pct. af alle landets repræsenterede lokallister stedspecifikke, hvormed forstås lokallister, der dækker en bestemt del af kommunen – fx en bestemt by eller et bestemt område/sogn. Disse stedligt afgrænsede lokallister vil nødvendigvis få det svært i nye storkommuner, fordi hvert mandat jo bliver relativt dyrere. Med andre ord skal der flere stemmer til at opnå sæde i kommunalbestyrelsen.

Hvordan kan vi forklare, at næsten en tredjedel af lokallisterne erklærer sig uenig eller delvis uenig i udsagnet? Dette kan for det første skyldes, at mange lokallister vil slå sig op på en modstand mod kommunesammenlægninger, og de vil øjensynligt på kort sigt kunne høste stemmer. For det andet skød de stedspecifikke lokallister op mange steder efter Kommunalreformen i 1970, og dette mønster vil øjensynligt gentage sig i en ny kommunal struktur, og det uagtet at de vil få svært ved at opnå repræsentation.

Hvad skal lokallisterne gøre i de nye storkommuner, hvis de dels ikke ønsker at nedlægge sig selv, dels hvis de vil undgå at blive historieskrivning? I mine øjne må lokallisterne tilstræbe at dække hele den nye kommune og ikke bare en bestemt del såsom den tidligere (nuværende) kommune. Naturligvis kan man sagtens få indflydelse med et enkelt eller to mandater i den nye kommunalbestyrelse, men havde man tidligere mange mandater – og måske også borgmesterposten – er der jo tale om en deroute indflydelsesmæssigt. Ligeledes dækker hovedparten af de levedygtige lokallister hele kommunen. Med andre ord vil jeg foreslå, at man fusionerer med lokallisterne i de kommuner – hvis der altså er nogen – man skal lægge sig sammen med. Egentlige fusioneringer besværliggøres dog af den betydelige forskellighed, som der er mellem lokallisterne. I tilknytning til opstilling af kandidater kan man overveje at opstille i listeforbund – fx én liste pr. tidligere lokalliste. Alternativt kan man indgå valgforbund med øvrige lokallister med henblik på at bevare de enkeltes lokallisters identitet.

Afrundende mener jeg altså, at hvis man fortsat vil have en levedygtig lokalliste, er det vigtigt, at man bliver kommunedækkende. Men dermed ikke sagt, at alle barriererne er overvundet. Mit speciale har nemlig vist, at lokallister har haft sværest ved at gøre sig gældende i de store kommuner, hvis vi vel og mærke betragter den såkaldte repræsentationsrate – dvs. hvorvidt man opnår indvalg eller ej til kommunalbestyrelsen. Dette skyldes formentlig, at det er lettere for vælgerne at se forskel på partierne desto større kommune, hvormed valget også i højere grad bliver et valg mellem lister snarere end et valg mellem personer. Og da lokallister betoner det personlige element frem for ideologier og dogmer, vil de få det svært. Kommunalvalgene kommer mere til at ligne folketingsvalg, og derfor vil jeg mene, at lokallisterne må sande, at de er en truet race.