Problemer med Socialforvaltningen?

Bragt i OI-Magasinet, den 01-11-2001

Indledning
På OI-årskurset i slutningen af april dette år kom det frem, at flere havde kæmpet hårde kampe med deres respektive socialforvaltninger. Jeg tør godt hævde, at stort set alle handicappede og deres familier på et eller plan har kæmpet hver deres kamp med deres kommunale socialforvaltning. Nogle har selvsagt været nødsaget til at kæmpe flere kampe end andre. Sådan vil det unægtelig blive, da det kommunale selvstyre indebærer et vist handlerum, hvorunder kommunerne agerer. Derfor vil kommunernes administrative praksis ikke altid være enslignende, selvom de i identiske spørgsmål burde være det. Det skyldes blandt andet, at sagsbehandlere vurderer og beslutter ud fra deres egen subjektive “opfattelsesramme”, hvorfor man med lethed vil kunne finde, at identiske afgørelsessager opnår forskellige udfald kommunerne imellem. Denne artikel kan selvsagt ikke ændre dette faktum, men i stedet vil jeg tilstræbe at blotlægge en række redskaber, som man som borger kan anvende, når man kæmper såvel store som små kampe med socialforvaltningen. Der er selvfølgelig ikke nogen facitliste på, hvordan kontroverser med socialforvaltningen bør – og skal –  løses. Og netop derfor skal nærværende artikel ikke ses som en udtømmende beskrivelse af alskens redskaber og instrumenter, men søger i stedet at give indsigt i de almene muligheder, som enhver borger kan gøre krav på.

Sagsforløb
Den mest almindelige måde en sag i formel forstand rejses på er ved, at en borger indgiver en ansøgning. Et eksempel på en ansøgning kunne vedrøre støtte til merudgifter i forbindelse med omsyning af tøj. I mine øjne vil det i øvrigt være mest hensigtsmæssigt at ansøge om dette eller hint skriftligt, fordi man dels tilskynder socialforvaltningen til grundigere overvejelser, dels er det fornuftigt at have det på skrift i forbindelse med en eventuel ankesag. Efterfølgende behandler myndigheden ansøgningen og fremkommer derpå med en sagsafgørelse, som selvsagt kan være til gunst eller ugunst for ansøgeren. Her skal det bemærkes, at forvaltningsmyndigheden – her socialforvaltningen – som udgangspunkt har pligt til at træffe afgørelse. Myndighedens afgørelse vil altovervejende blive meddelt skriftligt. Bliver afgørelsen derimod meddelt mundtligt kan ansøgeren (borgeren) i henhold til forvaltningslovens § 23, stk. 1, anmode om at få afgørelsen skriftligt, men kun hvis afgørelsen er til ugunst for ansøgeren.

Hvorfor skriftlighed?
En første betydningsfuld grund til, at det er fordelagtigt at få en ugunstig afgørelse skriftligt, går på følgende: I henhold til forvaltningslovens § 22 skal en afgørelse som meddeles skriftligt ledsages af en begrundelse, men kun hvis parten ikke har fået fuldt ud medhold. Derudover er der i forvaltningsloven § 24, stk. 1, beskrevet indholdet i en sådan begrundelse, som meget kort fortalt går på, at begrundelsen skal indeholde henvisning til de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. Og er der tale om skønsudøvelse skal hovedhensynene bag afgørelsen tillige angives i begrundelsen. Denne § 24, stk. 1, er meget essentiel, for det er jo netop myndighedens begrundelse, som skal give ansøge red indsigt i, om det vil være hensigtsmæssigt at anke afgørelsen eller undlade anke.

En anden betydningsfuld grund til, at man altid bør få en ugunstig afgørelse skriftligt er følgende: I henhold til forvaltningslovens § 25, stk. 1, skal en afgørelse som meddeles skriftligt ledsages af en klagevejledning med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Men igen: Det gælder kun hvis afgørelsen er til ugunst for ansøgeren. Bevæggrunden for sidstnævnte er selvsagt, at ansøgeren forhåbentlig ikke ønsker at anke en afgørelse, hvor man har fået det, som man ansøgte om (fuldt ud medhold/gunstig afgørelse). Essensen sagt med andre ord: Får man en afgørelse skriftligt, som ikke giver ansøgeren fuldt ud medhold, kan ansøgeren anke afgørelsen til en anden instans. Og det skal myndigheden som sagt gøre opmærksom på. Der kan være tilfælde, hvor en afgørelse ikke kan ankes (dvs. ingen ankeinstans), men det har jeg personligt aldrig været ude for på det sociale område.

Andre redskaber: Vejledningspligt og aktindsigt
Derudover fortjener en række andre paragraffer fra forvaltningsloven fremhævelse. Vejledningspligten, som står i forvaltningslovens § 7, stk. 1, siger, at en “forvaltningsmyndighed i fornødent omfang skal yde vejledning og bistand til de personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.” Her skal det bemærkes, at vejledningspligten kun gælder, hvis man selv retter henvendelse. Der gælder ingen formkrav om fx skriftlighed. Baggrunden for paragraffen er, at vedkommende som indgiver en ansøgning ofte vil have behov for vejledning om fx reglerne på det pågældende område. Et tænkt eksempel kunne være, at et forældrepar ønsker at høre om muligheden for at få refunderet merudgifter til befordring for kørsel i forbindelse med deres barns svømmeundervisning. I en sådan situation har sagsbehandleren altså pligt til at undersøge mulighederne og eventuelt sende materiale (fx interne regler, retsregler mv.) herom.

Retten til aktindsigt er en anden vigtig paragraf i forvaltningsloven. Paragraf 9, stk. 1, lyder: “Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter. Begæringen skal angive den sag, hvis dokumenter den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med.” Reglen er meget brugbar, hvis man ønsker et fuldstændigt overblik over sagen, fx i forbindelse med en anke. Begæringen herom skal myndigheden imødekomme/afslå inden ti dage (forvaltningslovens § 16, stk. 2). Ved en begæring om aktindsigt efter en afgørelse er meddelt parten (ansøgeren), men inden en eventuel ankefrists udløb, kan forvaltningsmyndigheden bestemme, at klagefristen afbrydes (forvaltningsloven § 17). Dette vil også kun være rimeligt at meddele en sådan udsættelse, hvis det formodes, at parten vil kunne bruge de nye oplysninger og materiale i forbindelse med udfærdigelsen af ankeskrivelsen. Der gælder ingen formkrav, om fx skriftlighed, ved en begæring om aktindsigt.

Afrunding
Ovenstående var et kort forsøg på at skitsere nogle af de redskaber, som man som borger har i forbindelse med “korrespondance” med socialforvaltningen. Som det er fremgået, er det vigtigste redskab forvaltningsloven. Afsluttende vil jeg fremhæve, at når man overvejer at anke en afgørelse, så bør man anlægge en rimelighedsbetragtning. Man skal ikke anke for ankens skyld. Vi er jo alle skatteborgere – og ved at anke, skal ankeinstansen sætte sig ind i sagen, hvilket koster tid og resurser. I det hele taget bør man altid anlægge en rimelighedsbetragtning, når man ansøger om dette eller hint eller anker en sagsafgørelse. Men omvendt skal man også være opmærksom på, at sagsbehandlerne (også) har et økonomisk-administrativt udgangspunkt. Det betyder, at enkelte sagsbehandlere har den tilgang, at “går den, så går den” så at sige. Så selvom det er tidskrævende og besværligt at rejse en sag, eller anke en afgørelse, kan det sagtens være sliddet værd. Var der nogen, der sagde, at det var let at være handicappet...? God fornøjelse!

Kilder:
• Forvaltningsloven.
• Gaarde, Jens & Karsten Revsbech (1995). Forvaltningsret og sagsbehandling, 4. udg., København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.